Hvem står bag?

  • Hej, vi er Hanne og Jens Anton

    Hvis det skulle være gået nogens næse forbi.

    Forfatteren bag rejsebrevene er Jens Anton men Hanne læser korrektur og sikrer at nogle af de mange ord bliver rettet til og tilpasset læse-venligheden.

    Rejsebrevsarkivet.com er resultatet af mange timers skriverier i mange fjerne kroge af verden. Som barn var traditionen, at vi skulle skrive postkort hjem til mormor, som sad der hjemme. Efterhånden er portoen blevet for dyr, leverancen for langsom og det håndskrevne postkort uddateret, så engang i 2004 blev rejsebrevene digitale. En mailingliste blev til, hvor vi kunne skrive online postkort til dem derhjemme.

    Igennem årene er rejsebrevene blevet en del af vores rejser – en form for dagbog, hvor vi deler oplevelser og anekdoter fra vores rejser. Vi ynder at skrive om oplevelserne, fakta omkring lokalsamfundet og de mange inspirerende ting man finder, når turen går til noget andet end det hjemmevante.

  • Rejsebrevsarkivet - copyrigt Dalgaard

    Hanne

    Familiens arrangør og korrekturlæser

    Hanne er familiens “samler”. Hun samler familie og venner og elsker at nyde sol, gode vine og lækre nye mad kulturer.

    Tidligere har Hanne arbejdet som operationssygeplejerske i Odder, Skanderborg og i Viborg, hvor hun var specialeansvarlig og tavlekoordinator. En profession hun havde svært ved helt at slippe, da hun sagde op “i det store hus”, så i dag tager hun ind imellem en vikartjans på Capio Privathospital Viborg. Hun er nemlig typen, der altid har haft lidt svært ved at sidde stille – og hun giver gerne et nap med, når venner og familie mangler hjælp. Og ind imellem dukker hendes “entertainergen” op til overfladen - hun har været stumfilmsstjerne i en Nils Malmrosfilm - deltaget i mange revysammenhænge, og på det seneste været filmstatist i Bastarden. Desværre blev de scener hun var med i skåret så hårdt, at hun ikke optræder på det hvide lærred

    Siden barnsben har hun haft en længsel efter at opleve fremmede himmelstrøg. Om det skyldes, at en opvækst alene med hendes mor, eller om det er følelsen af frihed og tid, det er svært at afgøre, men rejselysten er under alle omstændigheder en stor del af Hanne.

  • Jens Anton

    Rejsebrevs skribent og google master

    Jens Anton har altid sagt at "han vågner med en pose ord hver morgen” og derfor er han også manden bag Rejsebrevene.

    Tidligere har Jens Anton arbejdet som sygehusdirektør og projektdirektør - professioner som han, modsat Hanne, har det helt fint med at give slip på.

    Nu nyder han at tage tingene i eget tempo, men sidder bestemt ikke stille af den grund.

    Der er bestyrelsesarbejder, og der er stadig projekter, der skal ordnes og ting der skal fikses - blandt andet i Viborg Model Jernbane Klub, og såmænd også på Capio, hvor har er teknisk afdeling på timebasis. I forhold til tidligere er forskellen bare, at nu vælger han selv hvilke opgaver ,der kommer på to.do-listen, og hvad andre må klare.

    Hvad rejser angår, så stod familieferier i barndommen og den første del voksenlivet på campingferier. Først i en alder af 50 år blev rejsedestinationerne udvidet med charterrejser til lands, til vands, på ski og i luften.

Hanne og Jens Anton Dalgaard
Jens Anton Dalgaard på ferie

“Hanne arbejder i timevis på en smuk kulør, mens jeg hygger mig som "storyteller" gennem at skrive rejsebreve”

Hanne Dalgaard på ski
Rejsebrevsarkivet - copyright Dalgaard
Rejsebrevsarkivet - copyright Dalgaard
Rejsebrevet - copyright Dalgaard
Kvinde som solbader på dækket af båd

En fælles historie

Vi har begge elsket og mistet i vores voksne liv. Vi blev forelsket tilbage i 1999, da vi begge oplevede at miste en ægtefælle, men fandt støtte og glæde i hinanden selskab. Vi rejser for at opleve, og den ene rejseform er ikke bedre end den anden.

Vi har været både på roadtrip igennem USA, campister i Vestjylland, ski-bumser på snedækkede bjerge og og luksus-rejsende med palmetræer og bløde dyner. Det, der præger vores rejser, er lysten til at opleve verden og kulturen, dér hvor vi er.

Sammen har vi lovet hinanden at leve livet fuldt ud. At værne om vores børn og de børnebørn vi er så heldige at blive beriget med. Vi har rejst i mange lande og nyder at opleve de forskellige kulturer. Vi har fået dårlig mave af maden på tvivlsomme restauranter og drømmer om at engang at besøge Grønland og Australien.

Aktuelle planer

Vi synes, at vi har været meget flittige i 2024, så efter hjemkomsten fra Alicante dyrker vi lige nu det nære og vil lade sommerhuset være rammen om vore “væk-hjemmefra-aktiviteter”.

Vi skal da helt sikkert ude at køre med campingvognen i 2025, men der er ikke lagt planer for det endnu.

Da vi var noget usikre på, hvor lang Alicanteturen ville blive, har vi ikke bestilt skiferie i Canazei i januar 2025. Det er en mangeårig tradition, der således bliver sat på pause. Der er nu også skrevet så mange rejsebreve fra Canazei, så der er nok ikke så meget at tilføje - det er det bedste sted i Europa, at stå på ski, De let øvede og de skrappe kan få gode oplevelser i det samme terræn.

Nu får vi se, om vi lige pludselig får meget lyst til at få brædder under fødderne, så kan vi hurtigt sætte tagboksen på igen.

Rejsebrevene er for alle

Vi holder af at dele vores rejseoplevelser og derfor ligger rejsebrevene tilgængelige for alle.

Alle anbefalinger er udelukkende vores egne. Vi betaler selv for de udgifter, der er forbundet med rejserne og det er vigtigt for os at formidle vores sande oplevelser til vores læsere. Derfor er indholdet af rejsebrevene noget, som vi personligt kan stå inde for og synes er relevant for andre rejsende.

Copyright

Alle billeder og tekst tilhører Rejsebrevsarkivet.com med undtagelse af den tekst og de billeder, vi har lånt på Internettet.

Vi bidrager økonomisk til Wikipedia, så vi har rimelig god samvittighed ved at sakse tekst derfra - det er tydeligt at se, når der er suppleret med lånt tekst og billeder. Skulle du som læser støde på tekst eller billeder, som du har copyright på, bedes du give os besked, hvis du mener, vi krænker din ophavsret, så fjerner vi selvsagt det problematiske indhold

Tak, fordi du læser med. 

Med venlig hilsen Hanne & Jens Anton